Blottet er en vedkommende fortælling om kropsskam, venindejalousi og forholdet til det andet køn. Da Samiras dansklærer meddeler, at klassen skal på lejrtur til Lalandia, går Samira i chok. Hun hader sin krop og bare tanken om fire dage med fælles omklædning og badning i et badeland er så angstprovokerende, at hun overvejer at lægge sig syg. Men så er der lige det, at den lækre idrætslærer, Tobias, er den anden lærer på turen, og Samira vil gøre alt for at være sammen med Tobias. Næsten. »Jeg aner ikke, hvor jeg skal se hen uden at stirre ind i en bar røv. Jeg vil bare væk herfra, men alligevel glor jeg. Glor på damen med maveskindet, der ser ud, som om det er krøbet i vask. Og på matronen, der kommer vadende med to kæmpe bryster. De giver sig ikke det mindste, men klistrer til hende, som to enorme madrasser.« – Citat fra bogen.
Pressen skriver:
»Fin og vedkommende roman om at skamme sig over sin krop, om venindejalousi og en klassetur til Lalandia. Især for 14-16-årige piger, men drenge kan også læse med.« Lars Larsen, Lektør
»Bogen tematiserer køn, krop, seksualitet og grænser […] Det her er med andre ord en brugsbog, den skal bruges til at snakke om forholdet til ens egen krop, om begær og tiltrækning, om de første forelskelser […] Kort sagt alt det, de er så gode til at snakke om ovre i Sex & Samfund, uden at det bliver akavet. Men Nassrin el Halawani kan også.« – Information
»Blottet, af Nassrin el Halawani, er en interessant bog om kvindeidealer, skam og jalousi.« 7/10 –Bookeater
»Nassrin El Halawani formår på meget vellykket vis at adressere et emne, som kan være svært at tale om, på en indfølt, men også underholdende og humoristisk måde […] Blottet er en bog, jeg ville ønske, jeg selv havde læst i mine unge teenageår.« – Anne Skov Thomsen, Nordjyske Stiftstidende
Antologier:
Jeg har bidraget med noveller til diverse antologier.
I BRUN har jeg bidraget med novellen Nat & Dag, der handler om to søstre, hvor den ene er lys og den anden mørk – og hvad det afsted kommer af forviklinger.
BRUN 13 fortællinger om at være brun i Danmark. Essays og noveller.
I Pæreperker dansk har jeg skrevet novellen Sommer og København, der handler om frihed, straf og kærester.
I antologien Nye Stemmer har jeg bidraget med Den Etniske Lov – en satirisk kommentar på, hvad det vil sige at være etnisk (hvornår man er etnisk) og lovgivning.
Drama
I 2011 fik jeg stykket Slotskarréen opført på Det Kongelige Teater. Under fanen Video kan du se en trailer og et interview, hvor jeg fortæller lidt om stykket. Temaet handler om begravelse og om 1. generations invandrere og deres binding eller mangel på samme til Danmark via deres begravelsesønsker. Da faren ønsker at blive begravet i hjemlandet, splitter det de to søskende, den ene vil opfylde farens ønske, mens den anden vil begrave faren i Danmark. I rollerne sås bl.a. Dar Salim og Özlem Saglanmak.
I 2011 var jeg også i Dresden, hvor jeg i forbindelse med Det Kongelige teater havde en reading på stykket No-Go Zone, der handler om zoner i byen, som man helst skal holde sig fra, hvis man er mørklødet. Stykket er baseret på interviews med virkelige studerende i byen.
Derudover har jeg haft en reading på teater Grob, hvor jeg skrev et drama om demens – efter at have talt med beboere, plejepersonale og pårørende.
Derudover har jeg selv arrangeret en opførelse i Messiaskirken af min monolog om Moder Theresas troskrise med skuespilleren Pia Rosenbaum.